Har dit barn angst?
Angst og bekymring er et hyppigt forekommende psykisk problem hos børn. Mere end hver 10. barn oplever så store problemer med angst og bekymringer i løbet af opvæksten, at det griber forstyrrende ind i hele familiens dagligdag. Den kognitive terapi er en af de metoder, der primært anvendes i forhold til behandling.
Cool-Kids behandling
Cool-kids programmet er udviklet i Australien og i Danmark har Angstklinikken ved Århus Universitet oversat og gjort erfaringer med det. Forskningsresultater viser, at 80 % af børn, der gennemfører et forløb, vil have mærkbart mindre angst efter behandlingen. Jeg har arbejdet med flere gruppeforløb og enkelt forløb med børn, har modtaget supervision og undervisning fra Angstklinikken i Århus.
Varighed og indhold:
Et forløb omfatter typisk 8-10 sessioner. I de første sessioner, hvor grundlæggende metoder og strategier introduceres, vil barnet og forældrene få redskaber til at forstå angst: de tanker, følelser og adfærdsmæssige reaktioner, der følger. Der vil blive arbejdet med at måle og registrere angste følelser, øve barnet i at tænke realistiske tanker og gradvis vil eksponering og aftaler blive inddraget.
Angst og Autisme – Cool-Kids
Børn med autisme, vil hyppigere end andre børn opleve angst. De store udfordringer med at forstå og begribe omverdenen, vil ofte give angst. Vi ser flere og flere børn med autisme, som trækker sig, ikke magter at gå i skole og giver i deres adfærd udtryk for at det er særdeles svært for dem, at være ude “i verden”. Som noget nyt er der netop blevet oversat Cool-Kids program til børn med autisme.